I blokkens rammer

I forstaden Hasle i Århus V maler 871 boliger himlen grå. Området hedder Bispehaven. Menneskerne farver de grå rammer i lokalområdet. Dette er en reportage om 3 af dem.

Af Magnus Mio Slott Nielsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Issa Ismail

Grå vinduesrammer indhyller de spejlblanke facader og tegner et mønster der udmunder i en boligblok. I vinduerne afspejles personligheder i gardinvalg og interiør. I et vindue hænger et svampebobhåndklæde og bevæger sig i efterårsvinden. I bunden af en af blokkene står en ung mand i grå hættetrøje og ryger en smøg under de hvide betonbuer. Joggingbukser og klipklapper fortæller, at han ikke er på besøg i området. Et varmt smil maler sig over hans ansigt.

Issa har boet i Bispehaven siden han var 12 år gammel. Hans familie bor her stadig.

Til dagligt læser han psykologi og terapi, på et selvbetalt kursus, der tager fire år. Han arbejder imellem semestrene, så livet kan løbe rundt.

Mens han taler, tager han et sug på sin smøg og siger

”Det er det man brænder for, så det er det man går efter. Jeg vil hellere arbejde med mennesker, meget tæt på, i stedet for at nogle kommer og styrer mig. Så jeg valgte denne her vej.”

For Issa er lokalmiljøet afgørende for, at han har valgt at blive boende i Bispehaven. Adspurgt om han ønsker at blive boende, er svaret ja. Han holder en kort pause, og siger så ”Folk er meget tætte her, vi kender hinanden og man ved, hvad man går ind til. Selvfølgelig er der også noget kriminalitet, men så længe man ikke fokuserer på det og bare fokuserer på de gode ting.”

 Kriminalitet er ikke noget nyt i Bispehaven, men Issa fortæller, at det er blevet bedre. Tre af husblokkene er i gang med at blive revet ned. Issa ser det som en kærkommen forandring at åbne området, så man undgår at kriminaliteten kan blomstre.

Issa har ligeledes mærket, hvordan områdets kriminalitet har farvet hans nærmiljø.

”De drenge som jeg voksede op med, de er gået over til det kriminelle. Når jeg møder dem, så siger de pænt hej, men de ved også godt, at jeg ikke er associeret med det miljø. Det er deres. Så de viser respekt over for det.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Thi Ngoc Lan Pham

Overfor Fakta ligger en pølsevogn. Den er ikke stor, og har kun to stole til at sidde på. En i hver ende af det smalle gulv man som gæst træder ind på. Der er ikke stille i vognen. De smalle døre åbnes og lukkes jævnligt. Ofte af stamkunder. Enkelte gange af forbipasserende.

En høj mand i arbejdstøj kommer for at hente sin bestilling. 6 burgere bliver pakket i en hvid plasticpose. ”Jeg har skrevet på dem alle, så I kan se, hvem der skal have hvad” siger den lille kvinde bag disken. Hun er iført en lyserød hue, der også agerer hårnet, en lilla trøje og et sort forklæde. Hun sender manden af sted med et varmt smil. Sådan bliver mange kunder sendt af sted.

Thi Ngoc Lan Pham er navnet på den muntre kvinde, der bevæger sig som pendul i den lille biks. Thi fortæller, at hendes søster havde biksen før hende. Da søsteren kom ud for en ulykke tog Thi over, og har i de sidste 4 år haft Texas Grillen. Resten af hendes familie bor alle sammen i nærområdet. Hendes bror var den første der tog turen fra Vietnam til Danmark. ”Han sejlede efter det gode liv i 83” siger Thi, mens hun drysser ristede løg på en pølse.

Hun sætter pris på området, og tilføjer, at hun vil blive så længe lokalsamfundet vil have hende. At dømme ud fra dem der ligger vej forbi, så virker det ikke til at være en bekymring.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ali El-Nis

To store blokke rejser sig parallelt i midten af Bispehaven. Et stort område med fliser binder dem sammen. Fra nederste etage kommer en ældre mand med mørkt hår gående. Han er iført klipklapper og går bestemt fra den ene side til den anden. Hans blik er flakkende, og han ser ikke godt.

Ali er oprindeligt fra Libanon, og har boet i Bispehaven i 2 år. Han kom til Danmark for 21 år siden på grund af krig i sit hjemland.

Han vil gerne flytte fra Bispehaven, da han er træt af kriminalitet og vold. Han beskriver, at salget af stoffer er et problem.

Han har tidligere boet i Brabrand, men oplevede det samme der. Han fortæller, at han ønsker en bedre boligsituation, men at det er svært som pensionist.

Da han er færdig med at snakke, vandrer han tværs over pladsen med sit vasketøj under armen.

 

 

 

Korrekturlæst af Thor Hiis

3885 anslag.

 

Læs den fulde artikel her: http://magnusmio.mediajungle.dk/2018/10/10/bispehaven/

 

 

I blokkens rammer 2.0

I forstaden Hasle i Århus V maler 871 boliger himlen grå. Området hedder Bispehaven. Menneskerne farver de grå rammer i lokalområdet. Dette er en reportage om 3 af dem.

Af Magnus Mio Slott Nielsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Issa Ismail

Grå vinduesrammer indhyller de mange spejlblanke glasfacader og tegner et firkantet mønster der udmunder i en boligblok. I vinduerne afspejles personligheder i gardinvalg, og det yderste interiør. I et enkelt vindue hænger et svampebob håndklæde og bevæger sig stille i efterårsvinden. Den ene blok afløser den anden, adskilt af et grønt pusterum der snor sig imellem de grå bygninger. I bunden af en af blokkene står en ung mand i grå hættetrøje og ryger en smøg under de hvide buer der giver bygningen fodfæste. Joggingbukser og klipklapper fortæller, at han ikke er på besøg i området. Et varmt smil maler sig over hans ansigt.

Issa Ismail har boet i Bispehaven siden han var 12 år gammel. Hans familie bor her stadig. Han bor i blokken ved siden af. Broren bor på Centervej, lidt længere nede i området.

Til dagligt læser han psykologi og terapi, på et selvbetalt kursus der i alt tager fire år. Han arbejder ind imellem semestrene, sådan at livet kan løbe rundt.

Mens han taler om det, tager han et sug på sin smøg, og siger

”Det er det man brænder for, så det er det man går efter. Jeg har en baggrund som pædagogassistent. Og jeg vil hellere arbejde med mennesker, meget tæt på, i stedet for at der er nogle der kommer og styrer. Så jeg valgte, at tage denne her vej. Jeg vil gerne arbejde med terapiformer. Hjælpe det enkelte menneske.”

 

For Issa er lokalmiljøet afgørende for, at han har valgt at blive boende i Bispehaven. Da han bliver spurgt om han ønsker at blive boende svarer han, at det gør han. Han holder en kort pause, og siger så

”Folk er meget tætte her, vi kender hinanden og man ved hvad man går ind til. Selvfølgelig er der også noget kriminalitet, men så længe man ikke fokuserer på det og fokuserer på de gode ting.”

Kriminalitet er ikke noget nyt fænomen i Bispehaven, eller for ryet som området har, men Issa fortæller at det er blevet væsentlig bedre nu end det tidligere har været. Tre af husblokkende er på nuværende tidspunkt i gang med at blive revet ned. Issa ser det som en kærkommen forandring, da han håber området bliver åbnet mere op, sådan at der ikke er så mange lukkede rum hvor kriminalitet kan blomstre.

Issa har ligeledes mærket hvordan områdets kriminalitet har farvet hans nærmiljø.

”De drenge som jeg voksede op med, de er gået over til det kriminelle. Når jeg møder dem, så siger de hej og sådan nogle ting, men de ved også godt, at jeg ikke er associeret og ikke er den del af det her. Det er deres miljø. Så de viser en respekt over for det.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Thi Ngoc Lan Pham

Der er gråt udenfor. En mørk sky har lige trukket over himlen, og denne tirsdag eftermiddag bevæger sig i et stille tempo. Et lille stykke uden for Bispehavens boligblokke ligger en lille række butikker. Nogle ser lukkede ud for dagen. Andre har plader for dørene, og ligner ikke at de åbner foreløbigt.

Lige over for en lille Fakta, ligger en pølsevogn. Den er ikke stor, og har kun to stole til at sidde på indendørs. En i hver ende af det smalle gulv, man som gæst træder ind på. Der er dog ikke stille i vognen, på en tirsdag. De smalle døre åbnes og lukkes jævnligt. Ofte af stamkunder. Enkelte gange af forbipasserende.

En høj mand med rodet lyst hår og arbejdstøj kommer, for at hente sin bestilling. 6 burgere og pommes frittes bliver nøjsomt pakket i en hvid plasticpose. ”Jeg har skrevet på alle burgerne, så i kan se præcis hvem der skal have hvad” siger den lille kvinde bag disken. Hun er iført en lyserød hue, der i dagens anledning agerer hårnet, en stribet lilla trøje og et sort grill-forklæde. Hun sender manden af sted med et varmt smil og et ”god arbejdslyst” med på vejen. Sådan er mange kunder blevet sendt af sted i dag. Mange er på fornavn i biksen. Mange forlader den med et smil, der er tiltrængt på en grå tirsdag.

Den lille kvinde bag disken bevæger sig som et pendul i den lille pølsevogn. Hun står sjælendt stille, og i flydende bevægelser bliver middagsmåltidet til områdets arbejdere lavet og sendt af sted.

Thi Ngoc Lan Pham er navnet på den muntre kvinde. Thi fortæller, at hendes søster havdebiksen før hende. Da søsteren kom ud for et trafikuheld, tog Thi over og har i de sidste 4 år haft Texas Grillen. Søsteren, og hendes 6 andre søskende bor alle sammen i nærområdet. Hendes ældste bror var den første der tog turen til fra Vietnam til Danmark.

”Han sejlede efter det gode liv i 83” siger Thi, mens hun drysser ristede løg på en grillet pølse.

Hun sætter pris på området, og tilføjer at hun vil blive så længe lokalsamfundet vil have hende. At dømme ud fra menneskene der ligger vej forbi, så virker det ikke til at være en bekymring.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ali El-Nis

To store boligblokke rejser sig parallelt i midten af Bispehaven. Et stort område med fliser binder dem sammen, kun adskilt af en lille legeplads. Fra nederste etage kommer en ældre mand med mørkt hår gående ud. Han er iført klipklapper og går bestemt fra den ene side til den anden. Hans blik er let flakkende, og han ser ikke så godt.

Ali El-Nis er oprindeligt fra Libanon, og har boet i Bispehaven i 2 år. Han kom til Danmark på grund af problemer i sit hjemland, og har boet her i 21 år.

Han ville gerne flytte fra Bispehaven, da han er træt af kriminalitet og vold. Han beskriver at salget af stoffer er et problem.

Han har tidligere boet i Brabrand, men oplevede det samme scenarie dér. Han fortæller, at han ønsker en bedre boligsituation, men at det er svært som pensionist.

Da han er færdig med at snakke, vandrer han tværs over pladsen til blokken ved siden af med sit vasketøj.

 

 

 

5489 anslag.

Musikken har åbnet Signes nysgerrighed og sind

Mange mennesker hører musik, men hvor mange lytter egentlig?

Signe er en af dem der lytter, og det har givet hende mere livsmæssigt, end man skulle tro.

Af Magnus Mio Slott Nielsen

Der var masser af stemning, da Signe i 2017 var på Haven Festival på Refshaleøen.

 

Det er meget forskelligt, hvor meget betydning vi tillægger musikken, som tager del af vores hverdag.

Nogle er dybt passionerede omkring musik og definerer deres personlighed efter hvilke musikgrupper de hører, og hvilken type musik de går op i. Andre hører primært musik gennem bilradioen, og tillægger det ikke den store betydning, om det er Medina eller Kesi der spiller.

 

Noget kunne tyde på, hvis man spørger Signe i hvert fald, at musikken kan bruges til mere end bare underholdning. Det kan faktisk udvide ens tankesæt i forhold til livet.

 

Starten på et musikalsk eventyr

 

Signe startede sin musikalske rejse i en tidlig alder som mange andre, men netop hendes tog fart i kraft af en rollemodels indflydelse.

 

Signes mors mand, Henrik, satte et Nick Cave nummer på, og på trods af Signes umiddelbare modstand overfor nummeret, dykkede hun på kælderværelset ned i Nick Caves univers. Fra dette univers, flød Signe igennem et voksende spind af genrer og kunstnere. En rejse var begyndt.

For nogle, tager denne rejse et par stop på vejen og lander hurtigt på fast grund. For Signe, er den stadig i gang. Med nysgerrigheden som grundsten, stopper rejsen aldrig.

 

Den gik, i Signes tilfælde, forbi stop som TV2’s ’De første kærester på månen’. Et stop der ofte førte til en falsk tone eller to i badet. Derfra fortsatte den til ’Reptile Youth’, som gav pinlige koncertoplevelser der aldrig bliver glemt. Spoler vi frem til i dag, lever rejsen og nysgerrigheden i den grad i bedste velgående.

 

Hvad betyder det for mennesket Signe?

Musikken giver ro for Signe, der her lytter til kunstneren Rhye med nummeret Softly.

 

For Signe betyder det netop det, at nysgerrigheden lever.

Et frø blev sået i Signe, da Henrik viste hende Nick Cave for første gang. Dette var et musikalsk frø, ja, men det var også et livsmæssigt frø. Et frø af nysgerrighed og åbensind, som skulle vokse sig større igennem Signes liv.

 

Hun havde set, at når man kastede sig ind i noget, man oprindeligt ikke kunne lide, åbnede den ting sig i længden op for én. Sådan gik det også med mennesker. Når man først gav dem en chance, uanset hvem de så skulle være, så var der faktisk noget at lære. Noget at holde af.

 

Nogle mennesker var, som Nick Cave, sørgmodige og evigt melankolske, men gik man til dem med høj pande og åbent sind, så var der et potentiale at finde. Ligeledes var nogle mennesker aggressive og anmassende, som Slipknot, men når først man kiggede bag facaden, var der mere at hente.

For Signe var musikinteressen et springbræt til en nysgerrighed på livet.

 

”Min musikinteresse er en stor del af mig. Der er ikke meget musik, som jeg ikke kan lide. Det har jeg egentlig brugt i flere aspekter af mit liv. Jeg prøver, at have et rimeligt åbent sind og en rimelig åben tilgang til mennesker og nye ting.”

 

Livet bliver åbent, når man går åbent til det

 

Igennem sit liv brugte Signe denne indsigt til at udforske verden. Dette førte til mange bekendtskaber og oplevelser, som ellers ville være gået forbi bevidstheden.

 

”Jeg vil nødigt gå glip af ny musik og god musik. På samme måde synes jeg også, at mange mennesker er spændende. Jeg sætter mig gerne ind i mennesker og høre hvordan de har det, og hvem de er.”

 

Livet åbner sig, når man tager etiketten af.

I sidste ende, førte livsfilosofien Signe til en fremtid som journalist. Hendes interesse for mennesker og deres historier, fik hende til at opsøge journaliststudiet, hvor hun nu har sin daglige gang.

Hvad fremtiden bringer kan man kun gisne om, men den er åben for nye oplevelser. Ligesom Signe.