For meget selvsikkerhed i trafikken kan være årsag til flere uheld blandt mænd

Holdningen til mobilbrug i trafikken kan sammenlignes med den til spirituskørsel i 70’erne, mener Politikommisær i Østjyllands Politi, Amrik Chadha (Foto: Olivia Kenvig)

 

Mænd dør oftere i trafikken. Selvsikkerhed og brugen af mobiltelefoner kan være en stor del af årsagen, mener hjerneforsker.

Af Magnus Mio Slott Nielsen

 Mænd er involveret i væsentligt flere dødsulykker end kvinder, når det gælder kørslen, det viser tal fra Danmarks Statistik.

I 2017 døde der tre gange så mange mænd som kvinder i trafikken, og i statistikkerne for færdselsuheld generelt, ligger mændene år efter år højere end kvinderne.

En af årsagerne er, at mændene overvurdere deres egne evner. Det mener hjerneforsker Jon Wegener.

”Mænd har en tendens til at være overselvsikre. Den gennemsnitlige mand vil sige, at nok er det farligt at tale i telefon eller skrive sms’er, når man kører bil, men det gælder ikke for ham”, siger han.

 

Kilde: Danmarks Statistik

Jon Wegener beskriver, at mænd generelt set anser sig selv som værende bedre billister end gennemsnittet. Den tankegang gør det mere sandsynligt, at mænd vil løbe risikoer i trafikken, for eksempel at bruge sin telefon under kørslen.

Tal fra Rådet for Sikker Trafik viser, at omkring en tredjedel af alle dødsulykker skyldes uopmærksomhed. En uopmærksomhed, som ofte involverer mobiltelefonen. I en spørgeundersøgelse –også foretaget af Rådet for Sikker Trafik – svarede over halvdelen af de adspurgte, at de kunne finde på at se på deres telefon under kørslen.

 

Det er der ifølge Jon Wegener en naturlig årsag til.

”Det er et grundvilkår, at vores hjerne er indrettet på den måde, at vi hele tiden søger at få det lidt bedre. I og med at mobiltelefonen hele tiden repræsentere det, så er det bare en meget stærkt emotionel determineret kraft, som man er oppe imod”, siger han.

Mads Jensen fra Thy er en af dem, der bruger sin telefon under kørslen. Han beskriver netop, at føler at han har kontrol over situationen, når han bruger sin mobil, imens han kører på landevejene.

”Min telefon ligger altid på passagersædet ved siden af mig. Så den bliver ofte brugt under kørslen. Jeg har aldrig oplevet, at telefonen har været til fare for min kørsel”, siger han.

 

Folketinget vedtog i december 2018 en stramning, der betyder, at det i fremtiden vil koste et klip i kørekortet, hvis man bruger sin telefon under kørslen.

Politikommissær i Østjyllands Politi, Amrik Chadha, mener at det er et skridt i den rigtige retning.

”Det er en social ændring, der skal til, og den skal nok komme. Jeg sikker på, at vi vil se et fald i antallet af ulykker i kraft af den nye lovgivning”, siger han.