Folketingskandidat vil prioritere personbiler over kollektiv trafik

Jakob Rixen mener kun, at det er rimeligt, at man investere i vejene, når hovedparten af trafikken er placeret dér (Foto: Magnus Mio Slott Nielsen)

Flere biler på vejene er ikke et problem, ifølge folketingskandidat Jakob Rixen (LA). Han mener primært, at kollektiv trafik hører til i byområderne. Trafikforsker Morten Skou Nicolaisen peger på, at man skal have hele systemet til at hænge sammen.

Af Magnus Mio Slott Nielsen

“Kollektiv trafik fungerer godt, når man har en høj befolkningstæthed, derudover fungerer privatbilisme bare meget bedre”, siger Jakob Rixen.

Han mener, at man uden for de store byer skal fokusere på trafikken på vejene og gøre det mere attraktivt at vælge bilen.

Morten Skou Nicolaisen peger på, at et ensidigt fokus på biltrafikken på den lange bane vil skabe mere trængsel og større udfordringer i fremtiden.

“Det er et spørgsmål om at få hele systemet til at hænge sammen. Man skal ikke negligere de nødvendige investeringer i et solidt regionalt og nationalt kollektivt transportsystem”, siger han.

 

En udvikling der understøtter sig selv
Morten Skou Nicolaisen er skeptisk overfor udvidelser af motorvejsnetværket, som en enkeltstående løsning på trængselsproblemer.

Han mener, at vejene bliver mere attraktive for trafikanter, det får flere til at skifte til bilen, og efter omkring 10 år vil man stå samme sted igen.

Det bliver en ond cirkel af investeringer og øget trængsel på motorvejene, som specielt vil ses i knudepunkterne omkring storbyerne.

 

Jakob Rixen mener, at problemet vil løse sig selv, hvis man bliver ved med at udvide vejene. Han peger samtidig på, at folk med tiden vil vælge andre løsninger ved knudepunkterne omkring de større byer.

”Når folk har holdt længe nok i kø, så kommer de til at vælge den kollektive trafik”, siger han.

 

Se i videoen Jakob Rixen forsvare, at flere biler på vejene ikke er et problem trængsels- og miljømæssigt:

 

Samkørsel i yderområdet
Jakob Rixen og Morten Skou Nicolaisen er enige om, at man i de yderområderne kunne supplere den kollektive trafik med dele-løsninger.

Morten Skou Nicolaisen peger på, at man kunne lavet et samlet billetsystem, hvor delebiler og de traditionelle løsninger indenfor kollektiv trafik hørte under samme billet.

Jakob Rixen peger på private iværksættere – som eksempelvis GoMore – som værende løsningen i yderområderne.

”Folk har selv ansvaret for at skubbe den grønne udvikling i gang”, siger han

For meget selvsikkerhed i trafikken kan være årsag til flere uheld blandt mænd

Holdningen til mobilbrug i trafikken kan sammenlignes med den til spirituskørsel i 70’erne, mener Politikommisær i Østjyllands Politi, Amrik Chadha (Foto: Olivia Kenvig)

 

Mænd dør oftere i trafikken. Selvsikkerhed og brugen af mobiltelefoner kan være en stor del af årsagen, mener hjerneforsker.

Af Magnus Mio Slott Nielsen

 Mænd er involveret i væsentligt flere dødsulykker end kvinder, når det gælder kørslen, det viser tal fra Danmarks Statistik.

I 2017 døde der tre gange så mange mænd som kvinder i trafikken, og i statistikkerne for færdselsuheld generelt, ligger mændene år efter år højere end kvinderne.

En af årsagerne er, at mændene overvurdere deres egne evner. Det mener hjerneforsker Jon Wegener.

”Mænd har en tendens til at være overselvsikre. Den gennemsnitlige mand vil sige, at nok er det farligt at tale i telefon eller skrive sms’er, når man kører bil, men det gælder ikke for ham”, siger han.

 

Kilde: Danmarks Statistik

Jon Wegener beskriver, at mænd generelt set anser sig selv som værende bedre billister end gennemsnittet. Den tankegang gør det mere sandsynligt, at mænd vil løbe risikoer i trafikken, for eksempel at bruge sin telefon under kørslen.

Tal fra Rådet for Sikker Trafik viser, at omkring en tredjedel af alle dødsulykker skyldes uopmærksomhed. En uopmærksomhed, som ofte involverer mobiltelefonen. I en spørgeundersøgelse –også foretaget af Rådet for Sikker Trafik – svarede over halvdelen af de adspurgte, at de kunne finde på at se på deres telefon under kørslen.

 

Det er der ifølge Jon Wegener en naturlig årsag til.

”Det er et grundvilkår, at vores hjerne er indrettet på den måde, at vi hele tiden søger at få det lidt bedre. I og med at mobiltelefonen hele tiden repræsentere det, så er det bare en meget stærkt emotionel determineret kraft, som man er oppe imod”, siger han.

Mads Jensen fra Thy er en af dem, der bruger sin telefon under kørslen. Han beskriver netop, at føler at han har kontrol over situationen, når han bruger sin mobil, imens han kører på landevejene.

”Min telefon ligger altid på passagersædet ved siden af mig. Så den bliver ofte brugt under kørslen. Jeg har aldrig oplevet, at telefonen har været til fare for min kørsel”, siger han.

 

Folketinget vedtog i december 2018 en stramning, der betyder, at det i fremtiden vil koste et klip i kørekortet, hvis man bruger sin telefon under kørslen.

Politikommissær i Østjyllands Politi, Amrik Chadha, mener at det er et skridt i den rigtige retning.

”Det er en social ændring, der skal til, og den skal nok komme. Jeg sikker på, at vi vil se et fald i antallet af ulykker i kraft af den nye lovgivning”, siger han.

Forventningsartikel

 

Mit navn er Magnus Mio Slott Nielsen, og jeg er 23 år gammel. Jeg er oprindeligt fra København, men har boet en stor del af mit liv i Præstø. Jeg skriver og producerer musik ved siden af studiet, og spiller jobs sammen med mit band løbende. Jeg har ligeledes en stor interesse for fotografi, og har tidligere gået på fotoskole. Jeg forsøger så vidt muligt at inkorporere disse kompetencer i mit faglige arbejde.

Af dette undervisningsforløb forventer jeg at få en større og bredere indsigt i den politiske verden, både internationalt politisk og helt ned til de mere lokale sammenhænge. Jeg vil rigtig gerne træne en mere kritisk vinkling, og arbejde med mere problematiske sager. Samtidig ønsker jeg at forbedre min egen vinkling helt grundlæggende, sådan at jeg bliver i stand til at vinkle mere præcist og forme min historie sådan at den giver læseren ny viden. Jeg ser frem til at arbejde med sager, der er mere partsbetingede, og forbedre hvordan jeg forholder mig til en kilde en mere klar egen agenda.

Jeg har forberedt mig til forløbet ved at have et større fokus på akutelle nyheder vedrørende politik og samfundet. Jeg har øget mit forbrug af deadline, og er begyndt at tænke mere over hvad der foregår politisk også på et mere lokalt plan.

I gruppe-/par-arbejde kan jeg bidrage med en lidt anderledes tankeprocess og et andet syn på hvordan man kan gribe opgaverne an. Jeg gør som regel en stor indsats for at løfte processen rent humormæssigt, og tror på at det skal være fokuseret, men også hyggeligt. Jeg nyder at fordybe mig, og kan derfor bidrage med seriøst og dybdegående arbejde.

Jeg har store ambitioner for forløbet og uddannelsen generelt. Jeg har efterhånden lært, at man kun får det ud af det som man selv smider ind i det, og jeg vil rigtig gerne have meget ud af det. Jeg vil derfor sætte mit ambitionsniveau mellem 8-10.

Hvis jeg skulle beskrive mine svage sider, så ville det være at min organiseringen godt kunne trænge til en kærlig hånd til tider. Jeg kan have svært ved at fokusere fuldt ud på tingene, hvis jeg finder dem uinteressante, og jeg kan nogle gange have en meget stærk holdning til, hvordan jeg mener man bedst gør tingene.

Mine stærke sider er, at jeg såvidt muligt forsøger at reflektere min egen indsats og process og forbedre den. At jeg er meget kreativt tænkende og er i stand til at producere materiale indenfor mange forskellige platforme. Jeg er dygtig til at formidle og arbejder hårdt, da jeg altid gerne vil levere et godt produkt.

Jeg vil rigtig gerne udvikle mine førnævnte svage sider, og arbejder med at blive bedre til de ting jeg godt selv ved har brug for det. Jeg vil rigtig gerne forbedre mig indenfor samarbejde også, da det virkelig er en vigtig egenskab for mig. Rent fagligt vil jeg selvfølgelig rigtig gerne rykke mig også, og jeg vil rigtig gerne opnå en større professionalisme både i min tilgang til arbejder og i arbejdet generelt.

For at udvikle disse områder vil jeg, for det første være meget opmærksom på, hvilke området jeg skal sætte ind. Samtidig vil jeg forsøge, at få tingene gjort tidligt fra starten af, sådan at jeg aktivt skubber mig selv til at forbedre min organisering af tingene. Jeg vil forsøge at være opmærksom på at være åben i samarbejdet med andre, og vil forsøge at have styr på mit benarbejde sådan, at jeg kan deltage med nærvær. 

Ikke alene i ensomheden

 

“Jeg har følt mig usynlig det meste af mit liv”, siger Yasmin Wearing resolut og hiver den kolde vinterluft dybt ned i lungerne. Hun skubber stille det sorte hår væk fra ansigtet, og sidder et øjeblik i tavs eftertænksomhed. Efter den korte pause fortsætter hun

“Da jeg havde det allerværst, følte jeg, at jeg skulle råbe og skrige, uden at der var nogle, der hørte mig. Den følelse er jeg blevet rigtig træt af, og det er derfor, jeg snakker om det”.

 

Yasmin er 21 år gammel. Hun har en god familie, en kæreste og enkelte venner, men hun føler sig stadig ensom. En ensomhed der for Yasmin er gået hånd i hånd med depression og angst.

Ensomheden er en følelse vi alle i et vist omfang kan relatere til, men vi mærker ensomhed vidt forskelligt og har forskellige opfattelser af, hvornår og hvorfor vi er ensomme. 

Af Magnus Mio Slott Nielsen

ALENE KONTRA ENSOM

I den gængse opfattelse af ensomhed, handler den om at være alene. Men dette er ifølge filosof Lars Svendsen, som har skrevet bogen Ensomhedens filosofi, en misforståelse. Han mener, at vi må adskille fænomenerne.

”Når vi ser på grupperne, så ser vi, at gruppen af mennesker, som beskriver sig selv som ensomme, ikke er mere alene end gruppen af mennesker, som ikke beskriver sig selv som værende ensomme”, siger han.

Ensomheden er en følelse og ikke en tilstand. En følelse som vi alle oplever, men hos nogle sætter den sig dybere på livet. Ensomheden der rammer os alle, beskriver Lars Svendsen, som den flygtige ensomhed. Vi kan alle ligeledes blive ramt af en situationsbestemt ensomhed. Den opstår pga. ydre omstændigheder som et brud med en kæreste eller flytningen til en ny by, men den dybere og mere kroniske ensomhed handler om noget andet.

 

Lars Svendsen beskriver faktisk det at være alene, som en zone hvori vi grænsesætter os selv rent socialt. Vi har brug for at være alene, for at finde ud af hvem vi er, og hvordan vores følelsesliv ser ud.

Yasmin beskriver perioden efter gymnasiet, som værende skelsættende, idet der skete en stor ændring, i forhold til hvor meget tid hun var alene.

”Det var dér det begyndte at kollapse for mig. Jeg var ikke distraheret længere. Før i tiden havde jeg ikke tiden til at tænke over det, men lige pludselig havde jeg oceaner af tid.. og så begyndte det at gøre ondt”, siger hun.

 

 

SOCIALE MENNESKER ER OFTE MERE ENSOMME

Ensomhed og det at være uden for sociale cirkler bliver tit sat i samme bås, men det er ikke nødvendigvis tilfældet. På gruppeplan beskriver Lars Svendsen, at man faktisk ofte ser det modsatte fænomen.

”Mennesker der træffer sine venner hver dag er mere ensomme, end mennesker, der ikke ser deres venner hver dag”, siger han.

Det skyldes, at ensomhed er en social sult der ikke bliver tilfredsstillet. Mennesker, der ser deres venner ofte, har som oftest også et stort socialt behov. Dette behov kan være svært at opfylde selv i sociale perioder af deres liv, men specielt i perioder hvor de ikke er så sociale som de plejer.

Dette gør sig gældende for Yasmin, der beskriver at hun altid har haft et stort socialt behov. Da hun gik på gymnasiet arbejdede hun i 3 forskellige jobs med et godt socialt miljø, og gik ofte til holdtræning. Nu er hun sygemeldt og under udredning, og beskriver at hun mangler et tilhørsforhold.

“Jeg føler, der er en masse grupper, som jeg kan være en del af, men jeg føler, at jeg står udenfor dem alle sammen”, siger hun.

Yasmin ser både familie og kæreste flere gange om ugen, men hun er ensom. Foto: Magnus Mio Slott Nielsen.

 

UNGDOMMEN OPLEVER STOR ENSOMHED

Ungdommen er en periode hvor vi er særligt sårbare overfor ensomhed. Man fjerner sig fra mange af de strukturer, som tidligere har givet tilknytning. De fleste flytter hjemmefra, går ud af skolen og tager andre retninger end deres venner. Mister man forbindelsen til mange af de tidligere venner, kan denne fase af livet betyde ensomhed og mangel på tilhørsforhold. Dette oplevede Yasmin, da ungdommen betød at mange venskaber blev splittet. Hun har nu enkelte venner hun ser en gang imellem, men beskriver selv at hun føler sig distanceret fra de venner, der har påbegyndt uddannelser eller arbejder meget.

Hun beskriver hvordan man, når man har det dårligt, let kan spejle sig i sine jævnaldrene.

“Ved at sammenligne mig med andre mennesker, ser jeg hvor jeg burde være. Jeg burde være nået hertil i mit liv. Jeg burde have det sådan her, fordi det er sådan, alle andre på min alder har det.” siger hun.

ENSOMHEDENS ALVOR

Ensomhed er en følelse, der kan have store effekter både psykisk og fysisk. Lars Svendsen beskriver, at ensomhed rent fysisk kan svare til, at ryge 10-12 cigaretter om dagen.

For Yasmin hang ensomheden sammen med en depression. Depressionen har stået på i 2 år, og ændret hendes tanker omkring sig selv og samtidig hendes fortid. Hun glemte sin egen normal, idet tankerne om hvordan hun tidligere havde haft det blev sløret af depressionen.

Fysisk mærker hun angst og ondt i maven, oftest når hun er alene ved ufrivillig ensomhed.

Psykisk betød det, at Yasmin i en periode mistede lysten til at leve. En tilstand hun følte hendes jævnaldrende ville have svært ved at identificere sig med.

“Det er ikke noget jeg har snakket med mine daværende venner om, fordi vi var så unge. Vi festede bare, og tænkte ikke på dagen i morgen, og lige pludselig så var der mig.. der ikke lavede andet end at tænke, om der var en dag i morgen.” siger hun.

Yasmin er på nuværende tidspunkt i et skillerum i livet, pga. sin sygemelding. Hun går ikke i skole eller på arbejde, og føler derfor hun mangler tilhørsforhold. Foto: Magnus Mio Slott Nielsen

TABUET I ENSOMHED

Yasmin følte, ligesom som mange andre, at ensomheden var et svært tabu at bryde. Det er sårbart at tale om ensomhed, og hun beskriver, at hun ofte stadig ikke ønsker at italesætte det i sociale sammenhæng i frygt for at skræmme folk væk. Hun føler, at specielt som ung kan det være svært, da det typisk ikke er de tunge emner der bliver italesat. Hun mener dog, at man bør anstrenge sig for netop at italesætte de svære ting, for at afstigmatisere dem.

”Jeg synes man burde italesætte det mere, fordi folk skal vide, at det er helt normalt. Jeg tror alle mennesker på et tidspunkt i deres liv, uanset hvor de kommer fra, og hvad de laver, føler sig ensomme”, siger hun.

Hun beskriver samtidig, at hun i starten havde opfattelsen af, at hun var alene i at være ensom, og opfattelsen af sig selv kan være lige så svær, som andres opfattelse.

“Jeg føler mig ynkelig, når jeg siger jeg er ensom. Det har jeg gjort i lang tid, indtil jeg begyndte at snakke med min psykolog og min mor om det.. Det er ikke så sjældent, som man tror det er”, siger hun.

To sider af samme sag

Af Magnus Mio Slott Nielsen

 

To mænd gik torsdag i retten om en episode, der fandt sted tilbage i 2016. Sagen var blevet udskudt bla. fordi en af domsmændene faldt i søvn under retssagen, sidst de stod foran retten.

Begge mænd havde tiltalt hinanden for vold, og mændenes udlægning af begivenhederne var vidt forskellige.

Den yngste af de to var tiltalt for vold i gentagelsestilfælde. Anklagen var, at han havde råbt ”fuck muslimer” til den ældre af de to, som var muslim, og derefter gentagne gange slået ham i ansigtet og på kroppen.

Den ældre mand var tiltalt for, at have forsøgt at påkøre den yngre mand i sin bil, og at have slået ham op til flere gange med en stok. Han var ligeledes tiltalt for, at slå den yngre mand med knytnæve og at have tvunget ham ind i sin bil med vold eller trusler om vold.

Begge mænd nægtede sig skyldige.

 

Den 14 juli 2016 opstod en sag om vold mellem en yngre mand og en ældre muslimsk mand. Sagen kom for retten i november 2018.

Den yngre mand, som tidligere er dømt for vold, indtog sin skranke med en plastikpose fuld af juice brikker og en insulinsprøjte. Den ældre muslim kom langsomt ind i retslokalet med en stok i den ene hånd.

 

Den yngre mand var den første til at indtage vidneskranken. I et nøjsomligt tempo beskrev han et hændelsesforløb, hvori de to mænd stødte ind i hinanden på parkeringspladsen, da den ældre mand trådte ud foran ham. Idet han følte sig provokeret, udbrød den yngre mand  ”fucking muslim.” Han forsatte derefter sin gang med musik i ørene, hvorefter den ældre mand løb efter og slog ud efter den yngre mand. Han beskriver, at han undviger og slår igen af refleks. Herefter falder den ældre mand ned, og den yngre mand søger væk fra situationen. Den ældre man har i mellemtiden sat sig ind i sin bil.

”Han accelerer meget hurtigt”

Herefter beskriver han at den ældre mand forsøger at påkøre ham to gange. Anden gang bliver han, ifølge sin forklaring, ramt af bilen der til sidst kører over hans højre knæ. Den yngre mand løber herefter ind i et boligområde, hvor han beder en ældre dame ringe efter politiet. Her går han i insulinchok og den ældre mand slår ham med sin stok, og river ham ind i sin bil, hvorefter de køre til den nærliggende skole. Den muslimske mand skulle her have sagt, at hans børn skulle se ”hvor farlig en muslim kunne være.”

 

Den ældre mands historie beskrev en anden virkelighed. Han fortalte at han, da han skulle aflevere sine børn i skole, hører en mand råbe ”fuck muslimer.” Men da han troede han hørte forkert, vendte han sig. Idet han vender sig står den yngre mand tæt på hans ansigt og slår ham med en knytnæve i ansigtet. Den yngre mand slår ham gentagne gange, og et af de senere slag vælter ham. Den yngre mand begynder herefter at sparke til ham.

”Jeg følte, at han ville slå mig ihjel.”

Den yngre mand skubber en af døtrene til den ældre mand og løber væk. Da den ældre mand rejser sig får han beskrevet at han er løbet efter en af hans døtre. Han sætter derfor efter ham i bil, men stopper da han ser ham. Den ældre mand tager fat i den yngre, og spørger hvor hans datter er. Den yngre man begynder at angribe ham.

”Han slog som Mike Tyson. Mere end 20 gange.”

Den yngre mand falder dog til ro, og sætter sig villigt ind i bilen for at køre tilbage til skolen. Da han ved skolen får at vide, at politiet er tilkaldt løber den yngre mand fra stedet.

 

De to historier er vidt forskellige, og anklagerne blive smidt begge veje. Politiets billeder fra hændelsesdagen viser at den yngre mand havde et flækket øjenbryn, en mistet tand og skader på sit ben. Den ældre mand havde en flækket læbe der gik ind i mundhulen.

 

Hvilken vej sagen falder bliver afgjort når der falder dom den 23 november.

 

 

Vinkelsætning:

Jeg vil gerne fortælle, at der i 2016 opstod en voldsepisode med grund i racistiske bemærkninger.

Når tiden går hurtigt

Mathias Schneider er 21 år gammel. Han har hele sit liv haft den kroniske sygdom cystisk fibrose. Sygdommen sætter sig primært på lungerne, men har ligeledes medført, at han har fået kronisk nyresvigt.

Af Magnus Mio Slott Nielsen

Mathias Schneider er 1 ud af omkring 450 mennesker der har samme grad af cystisk fibrose i Danmark. Foto: Magnus Mio Slott Nielsen

 

Den lave novembersol er lige gået ned over det lille parcelhuskvarter i Solrød. Gadelamper oplyser en smal vej indrammet af ligusterhække og tynde træhegn. For enden ligger en klynge små rækkehuse side om side. Alle med varme lys i det lille køkkenvindue ud imod vejen. I det midterste hus bor Mathias Schneider sammen med sin familie.

Indenfor kører familielivet sin stille gang. En sort labrador trasker fra det lille køkken og ind i den rutexbeklædte stue. Et varmt lys rammer de hvide vægge og den sorte lædersofa midt i rummet. Et fjernsyn kører stille i baggrunden, og danner soundtracket til en stille torsdag aften.

På mange måder et almindeligt hjem. Mathias er på mange måder en almindelig dreng. Men Mathias er født med cystisk fibrose. Han har levet hele sit liv med den kroniske sygdom, og er blevet konfronteret med sider af livet som hans jævnaldrende ikke engang fjernt har overvejet.

 

En anden tidsramme

Når man lever med cystisk fibrose har man en helt anden tidsramme for livet end gennemsnittet. Mathias familie fandt ud af, at han havde cystiske fibrose da han var 2 måneder gammel, så han har kendt til tilstanden hele sit liv. Det har betyder, at Mathias er vokset op med et andet forhold til tid og alder, end de mennesker han omgiver sig med. Han fyldte 21 år i september, og beskriver mærkedagen som værende et ambivalent skillepunkt i livet.

”Man siger jo den gennemsnitlige levealder for folk med cystisk fibrose er 42 år. Så da jeg fyldte 21 år, vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle gøre med den dag. Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde. Ifølge gennemsnitsalderen, så havde jeg levet halvdelen af mit liv dér.”

 

Livet kan virke som et abstrakt fænomen for de fleste af os. Men for Mathias er det meget konkret. Han har skulle forholde sig mere til livet og døden, i en tidlig alder. Det betyder, at livet er meget tæt på. Han har ikke råd til at udskyde sine drømme.

En af disse drømme er at blive verdens bedste floorball dommer. Han har igennem længere tid spillet floorball, men er nu i højere grad gået ind i at dømme kampene. De fleste uger tager han derfor i hallen for at dømme floorballkampe. Indendørssporten, som er i hockeyfamilien, er fysisk krævende. Grundet sin sygdom har Mathias nedsat lungefunktion, og har derfor udviklet specielle løbemønstre sammen med sin meddommer, sådan at han fortsat kan dømme kampene.

På samme tid arbejder han fuldtid i frugt- og grøntafdelingen i Føtex, hvori hans arbejdsopgaver også er fysiske. Det medfører, at han de fleste dage kommer træt hjem og må sove bagefter. Men det er for ham, som for mange andre, en drøm og en ambition at skabe sig en karriere. Det beskriver han selv her:

 

En løbende erkendelse

Cystisk fibrose har altid været en del af Mathias liv. Men alvoren af sygdommen har først rigtig sat sig i hans bevidsthed igennem de seneste par år. Han beskriver et skillepunkt i bevidstheden om det, som værende da to af hans venner døde af sygdommen.

”Nu kender jeg to, der er døde af sygdommen. Det er jo klart, det er også en øjenåbner til at.. Jamen okay, det er faktisk gravalvorligt. ”

Den ene var en tæt veninde der for 3 år siden døde af sygdommen, kort tid efter at have fået en lungetransplantation. Hun var 17 år på daværende tidspunkt.

”Vi har kendt hinanden siden vi var helt små. Vi har været indlagt sammen rigtig mange gange, og gået i skole sammen. Rigshospitalet har jo en skole for kroniske syge børn. Dengang vi var små gik vi i skole sammen derinde.”

”Så det var meget hårdt, da hun blev så syg, at hun ikke kunne klare det mere.”

Erkendelsen af livet med cystisk fibrose er stadig en igangværende proces for Mathias. Men begivenheder som den, og sygdommen generelt, har skubbet ham til at indse flygtigheden af livet. Han beskriver, at han lever med en bevidsthed om at hver dag kan være den sidste, og at han derfor forsøger at sætte pris på hver enkelt dag. Carpe diem er mere end en køleskabsmagnet for Mathias.. det er en reel bevidsthed.

”Vil jeg opnå et eller andet, så gør jeg det. Fordi det kan være det er slut om en uge. Sådan bliver jeg, og alle andre med en kronisk sygdom, jo nødt til at tænke. Det kan slutte meget hurtigt, hvis man er uheldig nok.”

 

En taknemmelighed

Når man lider af cystisk fibrose skal man gennem en lang række behandlinger. Mathias beskriver, at han var indlagt mere eller mindre hele tiden de første 2 år af sit liv. Derfra og indtil han nåede et sted tæt på 10 års-alderen, var han indlagt omkring 60 dage om året. Senere fulgte en mere rolig periode, hvor indlæggelser var mere sjældne. Men de sidste par år er det taget til igen.

Behandlingerne og mængden af medicin som Mathias modtager er dyre omkostninger, og han ser det som et privilegium at have mulighed for at få den nødvendige hjælp. Han giver udtryk for taknemmelighed, og forsøger at give noget igen.

”Jeg er jo blevet hjulpet meget gennem tiden af hospitaler osv., og så har jeg bare tænkt at det var jo meget spændende at hjælpe andre mennesker også. Så det har jeg gjort på min måde, og er blevet samarit.”

Han har igennem Røde Kors taget en samarit uddannelse, og deltager i forskellige begivenheder over sommeren. Han har altid haft en drøm om at uddanne sig til ambulanceredder, men da hans sygdom forhindrede det var uddannelsen som samarit alternativet.

Mathias er opsat på ikke at lade sin sygdom begrænse ham. Foto: Magnus Mio Slott Nielsen

Drømme som alle andre

Mange af livets facetter som vi normalt skubber på den anden side af vores ungdom, bliver en del af ungdommen når man lider af en kronisk sygdom. De fleste mennesker ønsker på et tidspunkt i deres liv at få børn og skabe en familie. Det bliver kompliceret når man har cystisk fibrose. Mænd med cystisk fibrose har sværere ved forplantning, grundet deres sygdom. Der følger ligeledes nogle specielle overvejelser i forhold til fremtiden.

Mathias har et ønske om en dag at få børn, men beskriver at det kan ændre sig med tiden.
”Det er sådan jeg tænker lige nu. Hvis jeg står om 5 år og min tilstand er så meget forværret, at jeg måske skal på transplantationsliste og have nye lunger.. jamen så ved man jo ikke om det går godt eller dårligt. Så kan det godt være min plan vil ændre sig.”

 

 

Hvad er cystisk fibrose?

Cystisk fibrose er en gensygdom, som er arvelig. Sygdommen kommer mest til udtryk igennem lungeproblemer, og mange patienter med cystisk fibrose får brug for en lungetransplantation.

Omkring 150.000 danskere bærer på genet, men der er omkring 450 danskere det lider af cystisk fibrose.

Sygdommen bliver i de fleste tilfælde opdaget i en meget tidlig alder.

Der findes i øjeblikket kun behandlingsmuligheder for cystisk fibrose, men ingen helbredende behandling.

 

 

 

 

 

 

 

6489 anslag.