Ikke alene i ensomheden

 

“Jeg har følt mig usynlig det meste af mit liv”, siger Yasmin Wearing resolut og hiver den kolde vinterluft dybt ned i lungerne. Hun skubber stille det sorte hår væk fra ansigtet, og sidder et øjeblik i tavs eftertænksomhed. Efter den korte pause fortsætter hun

“Da jeg havde det allerværst, følte jeg, at jeg skulle råbe og skrige, uden at der var nogle, der hørte mig. Den følelse er jeg blevet rigtig træt af, og det er derfor, jeg snakker om det”.

 

Yasmin er 21 år gammel. Hun har en god familie, en kæreste og enkelte venner, men hun føler sig stadig ensom. En ensomhed der for Yasmin er gået hånd i hånd med depression og angst.

Ensomheden er en følelse vi alle i et vist omfang kan relatere til, men vi mærker ensomhed vidt forskelligt og har forskellige opfattelser af, hvornår og hvorfor vi er ensomme. 

Af Magnus Mio Slott Nielsen

ALENE KONTRA ENSOM

I den gængse opfattelse af ensomhed, handler den om at være alene. Men dette er ifølge filosof Lars Svendsen, som har skrevet bogen Ensomhedens filosofi, en misforståelse. Han mener, at vi må adskille fænomenerne.

”Når vi ser på grupperne, så ser vi, at gruppen af mennesker, som beskriver sig selv som ensomme, ikke er mere alene end gruppen af mennesker, som ikke beskriver sig selv som værende ensomme”, siger han.

Ensomheden er en følelse og ikke en tilstand. En følelse som vi alle oplever, men hos nogle sætter den sig dybere på livet. Ensomheden der rammer os alle, beskriver Lars Svendsen, som den flygtige ensomhed. Vi kan alle ligeledes blive ramt af en situationsbestemt ensomhed. Den opstår pga. ydre omstændigheder som et brud med en kæreste eller flytningen til en ny by, men den dybere og mere kroniske ensomhed handler om noget andet.

 

Lars Svendsen beskriver faktisk det at være alene, som en zone hvori vi grænsesætter os selv rent socialt. Vi har brug for at være alene, for at finde ud af hvem vi er, og hvordan vores følelsesliv ser ud.

Yasmin beskriver perioden efter gymnasiet, som værende skelsættende, idet der skete en stor ændring, i forhold til hvor meget tid hun var alene.

”Det var dér det begyndte at kollapse for mig. Jeg var ikke distraheret længere. Før i tiden havde jeg ikke tiden til at tænke over det, men lige pludselig havde jeg oceaner af tid.. og så begyndte det at gøre ondt”, siger hun.

 

 

SOCIALE MENNESKER ER OFTE MERE ENSOMME

Ensomhed og det at være uden for sociale cirkler bliver tit sat i samme bås, men det er ikke nødvendigvis tilfældet. På gruppeplan beskriver Lars Svendsen, at man faktisk ofte ser det modsatte fænomen.

”Mennesker der træffer sine venner hver dag er mere ensomme, end mennesker, der ikke ser deres venner hver dag”, siger han.

Det skyldes, at ensomhed er en social sult der ikke bliver tilfredsstillet. Mennesker, der ser deres venner ofte, har som oftest også et stort socialt behov. Dette behov kan være svært at opfylde selv i sociale perioder af deres liv, men specielt i perioder hvor de ikke er så sociale som de plejer.

Dette gør sig gældende for Yasmin, der beskriver at hun altid har haft et stort socialt behov. Da hun gik på gymnasiet arbejdede hun i 3 forskellige jobs med et godt socialt miljø, og gik ofte til holdtræning. Nu er hun sygemeldt og under udredning, og beskriver at hun mangler et tilhørsforhold.

“Jeg føler, der er en masse grupper, som jeg kan være en del af, men jeg føler, at jeg står udenfor dem alle sammen”, siger hun.

Yasmin ser både familie og kæreste flere gange om ugen, men hun er ensom. Foto: Magnus Mio Slott Nielsen.

 

UNGDOMMEN OPLEVER STOR ENSOMHED

Ungdommen er en periode hvor vi er særligt sårbare overfor ensomhed. Man fjerner sig fra mange af de strukturer, som tidligere har givet tilknytning. De fleste flytter hjemmefra, går ud af skolen og tager andre retninger end deres venner. Mister man forbindelsen til mange af de tidligere venner, kan denne fase af livet betyde ensomhed og mangel på tilhørsforhold. Dette oplevede Yasmin, da ungdommen betød at mange venskaber blev splittet. Hun har nu enkelte venner hun ser en gang imellem, men beskriver selv at hun føler sig distanceret fra de venner, der har påbegyndt uddannelser eller arbejder meget.

Hun beskriver hvordan man, når man har det dårligt, let kan spejle sig i sine jævnaldrene.

“Ved at sammenligne mig med andre mennesker, ser jeg hvor jeg burde være. Jeg burde være nået hertil i mit liv. Jeg burde have det sådan her, fordi det er sådan, alle andre på min alder har det.” siger hun.

ENSOMHEDENS ALVOR

Ensomhed er en følelse, der kan have store effekter både psykisk og fysisk. Lars Svendsen beskriver, at ensomhed rent fysisk kan svare til, at ryge 10-12 cigaretter om dagen.

For Yasmin hang ensomheden sammen med en depression. Depressionen har stået på i 2 år, og ændret hendes tanker omkring sig selv og samtidig hendes fortid. Hun glemte sin egen normal, idet tankerne om hvordan hun tidligere havde haft det blev sløret af depressionen.

Fysisk mærker hun angst og ondt i maven, oftest når hun er alene ved ufrivillig ensomhed.

Psykisk betød det, at Yasmin i en periode mistede lysten til at leve. En tilstand hun følte hendes jævnaldrende ville have svært ved at identificere sig med.

“Det er ikke noget jeg har snakket med mine daværende venner om, fordi vi var så unge. Vi festede bare, og tænkte ikke på dagen i morgen, og lige pludselig så var der mig.. der ikke lavede andet end at tænke, om der var en dag i morgen.” siger hun.

Yasmin er på nuværende tidspunkt i et skillerum i livet, pga. sin sygemelding. Hun går ikke i skole eller på arbejde, og føler derfor hun mangler tilhørsforhold. Foto: Magnus Mio Slott Nielsen

TABUET I ENSOMHED

Yasmin følte, ligesom som mange andre, at ensomheden var et svært tabu at bryde. Det er sårbart at tale om ensomhed, og hun beskriver, at hun ofte stadig ikke ønsker at italesætte det i sociale sammenhæng i frygt for at skræmme folk væk. Hun føler, at specielt som ung kan det være svært, da det typisk ikke er de tunge emner der bliver italesat. Hun mener dog, at man bør anstrenge sig for netop at italesætte de svære ting, for at afstigmatisere dem.

”Jeg synes man burde italesætte det mere, fordi folk skal vide, at det er helt normalt. Jeg tror alle mennesker på et tidspunkt i deres liv, uanset hvor de kommer fra, og hvad de laver, føler sig ensomme”, siger hun.

Hun beskriver samtidig, at hun i starten havde opfattelsen af, at hun var alene i at være ensom, og opfattelsen af sig selv kan være lige så svær, som andres opfattelse.

“Jeg føler mig ynkelig, når jeg siger jeg er ensom. Det har jeg gjort i lang tid, indtil jeg begyndte at snakke med min psykolog og min mor om det.. Det er ikke så sjældent, som man tror det er”, siger hun.

To sider af samme sag

Af Magnus Mio Slott Nielsen

 

To mænd gik torsdag i retten om en episode, der fandt sted tilbage i 2016. Sagen var blevet udskudt bla. fordi en af domsmændene faldt i søvn under retssagen, sidst de stod foran retten.

Begge mænd havde tiltalt hinanden for vold, og mændenes udlægning af begivenhederne var vidt forskellige.

Den yngste af de to var tiltalt for vold i gentagelsestilfælde. Anklagen var, at han havde råbt ”fuck muslimer” til den ældre af de to, som var muslim, og derefter gentagne gange slået ham i ansigtet og på kroppen.

Den ældre mand var tiltalt for, at have forsøgt at påkøre den yngre mand i sin bil, og at have slået ham op til flere gange med en stok. Han var ligeledes tiltalt for, at slå den yngre mand med knytnæve og at have tvunget ham ind i sin bil med vold eller trusler om vold.

Begge mænd nægtede sig skyldige.

 

Den 14 juli 2016 opstod en sag om vold mellem en yngre mand og en ældre muslimsk mand. Sagen kom for retten i november 2018.

Den yngre mand, som tidligere er dømt for vold, indtog sin skranke med en plastikpose fuld af juice brikker og en insulinsprøjte. Den ældre muslim kom langsomt ind i retslokalet med en stok i den ene hånd.

 

Den yngre mand var den første til at indtage vidneskranken. I et nøjsomligt tempo beskrev han et hændelsesforløb, hvori de to mænd stødte ind i hinanden på parkeringspladsen, da den ældre mand trådte ud foran ham. Idet han følte sig provokeret, udbrød den yngre mand  ”fucking muslim.” Han forsatte derefter sin gang med musik i ørene, hvorefter den ældre mand løb efter og slog ud efter den yngre mand. Han beskriver, at han undviger og slår igen af refleks. Herefter falder den ældre mand ned, og den yngre mand søger væk fra situationen. Den ældre man har i mellemtiden sat sig ind i sin bil.

”Han accelerer meget hurtigt”

Herefter beskriver han at den ældre mand forsøger at påkøre ham to gange. Anden gang bliver han, ifølge sin forklaring, ramt af bilen der til sidst kører over hans højre knæ. Den yngre mand løber herefter ind i et boligområde, hvor han beder en ældre dame ringe efter politiet. Her går han i insulinchok og den ældre mand slår ham med sin stok, og river ham ind i sin bil, hvorefter de køre til den nærliggende skole. Den muslimske mand skulle her have sagt, at hans børn skulle se ”hvor farlig en muslim kunne være.”

 

Den ældre mands historie beskrev en anden virkelighed. Han fortalte at han, da han skulle aflevere sine børn i skole, hører en mand råbe ”fuck muslimer.” Men da han troede han hørte forkert, vendte han sig. Idet han vender sig står den yngre mand tæt på hans ansigt og slår ham med en knytnæve i ansigtet. Den yngre mand slår ham gentagne gange, og et af de senere slag vælter ham. Den yngre mand begynder herefter at sparke til ham.

”Jeg følte, at han ville slå mig ihjel.”

Den yngre mand skubber en af døtrene til den ældre mand og løber væk. Da den ældre mand rejser sig får han beskrevet at han er løbet efter en af hans døtre. Han sætter derfor efter ham i bil, men stopper da han ser ham. Den ældre mand tager fat i den yngre, og spørger hvor hans datter er. Den yngre man begynder at angribe ham.

”Han slog som Mike Tyson. Mere end 20 gange.”

Den yngre mand falder dog til ro, og sætter sig villigt ind i bilen for at køre tilbage til skolen. Da han ved skolen får at vide, at politiet er tilkaldt løber den yngre mand fra stedet.

 

De to historier er vidt forskellige, og anklagerne blive smidt begge veje. Politiets billeder fra hændelsesdagen viser at den yngre mand havde et flækket øjenbryn, en mistet tand og skader på sit ben. Den ældre mand havde en flækket læbe der gik ind i mundhulen.

 

Hvilken vej sagen falder bliver afgjort når der falder dom den 23 november.

 

 

Vinkelsætning:

Jeg vil gerne fortælle, at der i 2016 opstod en voldsepisode med grund i racistiske bemærkninger.

Når tiden går hurtigt

Mathias Schneider er 21 år gammel. Han har hele sit liv haft den kroniske sygdom cystisk fibrose. Sygdommen sætter sig primært på lungerne, men har ligeledes medført, at han har fået kronisk nyresvigt.

Af Magnus Mio Slott Nielsen

Mathias Schneider er 1 ud af omkring 450 mennesker der har samme grad af cystisk fibrose i Danmark. Foto: Magnus Mio Slott Nielsen

 

Den lave novembersol er lige gået ned over det lille parcelhuskvarter i Solrød. Gadelamper oplyser en smal vej indrammet af ligusterhække og tynde træhegn. For enden ligger en klynge små rækkehuse side om side. Alle med varme lys i det lille køkkenvindue ud imod vejen. I det midterste hus bor Mathias Schneider sammen med sin familie.

Indenfor kører familielivet sin stille gang. En sort labrador trasker fra det lille køkken og ind i den rutexbeklædte stue. Et varmt lys rammer de hvide vægge og den sorte lædersofa midt i rummet. Et fjernsyn kører stille i baggrunden, og danner soundtracket til en stille torsdag aften.

På mange måder et almindeligt hjem. Mathias er på mange måder en almindelig dreng. Men Mathias er født med cystisk fibrose. Han har levet hele sit liv med den kroniske sygdom, og er blevet konfronteret med sider af livet som hans jævnaldrende ikke engang fjernt har overvejet.

 

En anden tidsramme

Når man lever med cystisk fibrose har man en helt anden tidsramme for livet end gennemsnittet. Mathias familie fandt ud af, at han havde cystiske fibrose da han var 2 måneder gammel, så han har kendt til tilstanden hele sit liv. Det har betyder, at Mathias er vokset op med et andet forhold til tid og alder, end de mennesker han omgiver sig med. Han fyldte 21 år i september, og beskriver mærkedagen som værende et ambivalent skillepunkt i livet.

”Man siger jo den gennemsnitlige levealder for folk med cystisk fibrose er 42 år. Så da jeg fyldte 21 år, vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle gøre med den dag. Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde. Ifølge gennemsnitsalderen, så havde jeg levet halvdelen af mit liv dér.”

 

Livet kan virke som et abstrakt fænomen for de fleste af os. Men for Mathias er det meget konkret. Han har skulle forholde sig mere til livet og døden, i en tidlig alder. Det betyder, at livet er meget tæt på. Han har ikke råd til at udskyde sine drømme.

En af disse drømme er at blive verdens bedste floorball dommer. Han har igennem længere tid spillet floorball, men er nu i højere grad gået ind i at dømme kampene. De fleste uger tager han derfor i hallen for at dømme floorballkampe. Indendørssporten, som er i hockeyfamilien, er fysisk krævende. Grundet sin sygdom har Mathias nedsat lungefunktion, og har derfor udviklet specielle løbemønstre sammen med sin meddommer, sådan at han fortsat kan dømme kampene.

På samme tid arbejder han fuldtid i frugt- og grøntafdelingen i Føtex, hvori hans arbejdsopgaver også er fysiske. Det medfører, at han de fleste dage kommer træt hjem og må sove bagefter. Men det er for ham, som for mange andre, en drøm og en ambition at skabe sig en karriere. Det beskriver han selv her:

 

En løbende erkendelse

Cystisk fibrose har altid været en del af Mathias liv. Men alvoren af sygdommen har først rigtig sat sig i hans bevidsthed igennem de seneste par år. Han beskriver et skillepunkt i bevidstheden om det, som værende da to af hans venner døde af sygdommen.

”Nu kender jeg to, der er døde af sygdommen. Det er jo klart, det er også en øjenåbner til at.. Jamen okay, det er faktisk gravalvorligt. ”

Den ene var en tæt veninde der for 3 år siden døde af sygdommen, kort tid efter at have fået en lungetransplantation. Hun var 17 år på daværende tidspunkt.

”Vi har kendt hinanden siden vi var helt små. Vi har været indlagt sammen rigtig mange gange, og gået i skole sammen. Rigshospitalet har jo en skole for kroniske syge børn. Dengang vi var små gik vi i skole sammen derinde.”

”Så det var meget hårdt, da hun blev så syg, at hun ikke kunne klare det mere.”

Erkendelsen af livet med cystisk fibrose er stadig en igangværende proces for Mathias. Men begivenheder som den, og sygdommen generelt, har skubbet ham til at indse flygtigheden af livet. Han beskriver, at han lever med en bevidsthed om at hver dag kan være den sidste, og at han derfor forsøger at sætte pris på hver enkelt dag. Carpe diem er mere end en køleskabsmagnet for Mathias.. det er en reel bevidsthed.

”Vil jeg opnå et eller andet, så gør jeg det. Fordi det kan være det er slut om en uge. Sådan bliver jeg, og alle andre med en kronisk sygdom, jo nødt til at tænke. Det kan slutte meget hurtigt, hvis man er uheldig nok.”

 

En taknemmelighed

Når man lider af cystisk fibrose skal man gennem en lang række behandlinger. Mathias beskriver, at han var indlagt mere eller mindre hele tiden de første 2 år af sit liv. Derfra og indtil han nåede et sted tæt på 10 års-alderen, var han indlagt omkring 60 dage om året. Senere fulgte en mere rolig periode, hvor indlæggelser var mere sjældne. Men de sidste par år er det taget til igen.

Behandlingerne og mængden af medicin som Mathias modtager er dyre omkostninger, og han ser det som et privilegium at have mulighed for at få den nødvendige hjælp. Han giver udtryk for taknemmelighed, og forsøger at give noget igen.

”Jeg er jo blevet hjulpet meget gennem tiden af hospitaler osv., og så har jeg bare tænkt at det var jo meget spændende at hjælpe andre mennesker også. Så det har jeg gjort på min måde, og er blevet samarit.”

Han har igennem Røde Kors taget en samarit uddannelse, og deltager i forskellige begivenheder over sommeren. Han har altid haft en drøm om at uddanne sig til ambulanceredder, men da hans sygdom forhindrede det var uddannelsen som samarit alternativet.

Mathias er opsat på ikke at lade sin sygdom begrænse ham. Foto: Magnus Mio Slott Nielsen

Drømme som alle andre

Mange af livets facetter som vi normalt skubber på den anden side af vores ungdom, bliver en del af ungdommen når man lider af en kronisk sygdom. De fleste mennesker ønsker på et tidspunkt i deres liv at få børn og skabe en familie. Det bliver kompliceret når man har cystisk fibrose. Mænd med cystisk fibrose har sværere ved forplantning, grundet deres sygdom. Der følger ligeledes nogle specielle overvejelser i forhold til fremtiden.

Mathias har et ønske om en dag at få børn, men beskriver at det kan ændre sig med tiden.
”Det er sådan jeg tænker lige nu. Hvis jeg står om 5 år og min tilstand er så meget forværret, at jeg måske skal på transplantationsliste og have nye lunger.. jamen så ved man jo ikke om det går godt eller dårligt. Så kan det godt være min plan vil ændre sig.”

 

 

Hvad er cystisk fibrose?

Cystisk fibrose er en gensygdom, som er arvelig. Sygdommen kommer mest til udtryk igennem lungeproblemer, og mange patienter med cystisk fibrose får brug for en lungetransplantation.

Omkring 150.000 danskere bærer på genet, men der er omkring 450 danskere det lider af cystisk fibrose.

Sygdommen bliver i de fleste tilfælde opdaget i en meget tidlig alder.

Der findes i øjeblikket kun behandlingsmuligheder for cystisk fibrose, men ingen helbredende behandling.

 

 

 

 

 

 

 

6489 anslag.

I blokkens rammer

I forstaden Hasle i Århus V maler 871 boliger himlen grå. Området hedder Bispehaven. Menneskerne farver de grå rammer i lokalområdet. Dette er en reportage om 3 af dem.

Af Magnus Mio Slott Nielsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Issa Ismail

Grå vinduesrammer indhyller de spejlblanke facader og tegner et mønster der udmunder i en boligblok. I vinduerne afspejles personligheder i gardinvalg og interiør. I et vindue hænger et svampebobhåndklæde og bevæger sig i efterårsvinden. I bunden af en af blokkene står en ung mand i grå hættetrøje og ryger en smøg under de hvide betonbuer. Joggingbukser og klipklapper fortæller, at han ikke er på besøg i området. Et varmt smil maler sig over hans ansigt.

Issa har boet i Bispehaven siden han var 12 år gammel. Hans familie bor her stadig.

Til dagligt læser han psykologi og terapi, på et selvbetalt kursus, der tager fire år. Han arbejder imellem semestrene, så livet kan løbe rundt.

Mens han taler, tager han et sug på sin smøg og siger

”Det er det man brænder for, så det er det man går efter. Jeg vil hellere arbejde med mennesker, meget tæt på, i stedet for at nogle kommer og styrer mig. Så jeg valgte denne her vej.”

For Issa er lokalmiljøet afgørende for, at han har valgt at blive boende i Bispehaven. Adspurgt om han ønsker at blive boende, er svaret ja. Han holder en kort pause, og siger så ”Folk er meget tætte her, vi kender hinanden og man ved, hvad man går ind til. Selvfølgelig er der også noget kriminalitet, men så længe man ikke fokuserer på det og bare fokuserer på de gode ting.”

 Kriminalitet er ikke noget nyt i Bispehaven, men Issa fortæller, at det er blevet bedre. Tre af husblokkene er i gang med at blive revet ned. Issa ser det som en kærkommen forandring at åbne området, så man undgår at kriminaliteten kan blomstre.

Issa har ligeledes mærket, hvordan områdets kriminalitet har farvet hans nærmiljø.

”De drenge som jeg voksede op med, de er gået over til det kriminelle. Når jeg møder dem, så siger de pænt hej, men de ved også godt, at jeg ikke er associeret med det miljø. Det er deres. Så de viser respekt over for det.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Thi Ngoc Lan Pham

Overfor Fakta ligger en pølsevogn. Den er ikke stor, og har kun to stole til at sidde på. En i hver ende af det smalle gulv man som gæst træder ind på. Der er ikke stille i vognen. De smalle døre åbnes og lukkes jævnligt. Ofte af stamkunder. Enkelte gange af forbipasserende.

En høj mand i arbejdstøj kommer for at hente sin bestilling. 6 burgere bliver pakket i en hvid plasticpose. ”Jeg har skrevet på dem alle, så I kan se, hvem der skal have hvad” siger den lille kvinde bag disken. Hun er iført en lyserød hue, der også agerer hårnet, en lilla trøje og et sort forklæde. Hun sender manden af sted med et varmt smil. Sådan bliver mange kunder sendt af sted.

Thi Ngoc Lan Pham er navnet på den muntre kvinde, der bevæger sig som pendul i den lille biks. Thi fortæller, at hendes søster havde biksen før hende. Da søsteren kom ud for en ulykke tog Thi over, og har i de sidste 4 år haft Texas Grillen. Resten af hendes familie bor alle sammen i nærområdet. Hendes bror var den første der tog turen fra Vietnam til Danmark. ”Han sejlede efter det gode liv i 83” siger Thi, mens hun drysser ristede løg på en pølse.

Hun sætter pris på området, og tilføjer, at hun vil blive så længe lokalsamfundet vil have hende. At dømme ud fra dem der ligger vej forbi, så virker det ikke til at være en bekymring.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ali El-Nis

To store blokke rejser sig parallelt i midten af Bispehaven. Et stort område med fliser binder dem sammen. Fra nederste etage kommer en ældre mand med mørkt hår gående. Han er iført klipklapper og går bestemt fra den ene side til den anden. Hans blik er flakkende, og han ser ikke godt.

Ali er oprindeligt fra Libanon, og har boet i Bispehaven i 2 år. Han kom til Danmark for 21 år siden på grund af krig i sit hjemland.

Han vil gerne flytte fra Bispehaven, da han er træt af kriminalitet og vold. Han beskriver, at salget af stoffer er et problem.

Han har tidligere boet i Brabrand, men oplevede det samme der. Han fortæller, at han ønsker en bedre boligsituation, men at det er svært som pensionist.

Da han er færdig med at snakke, vandrer han tværs over pladsen med sit vasketøj under armen.

 

 

 

Korrekturlæst af Thor Hiis

3885 anslag.

 

Læs den fulde artikel her: http://magnusmio.mediajungle.dk/2018/10/10/bispehaven/

 

 

I blokkens rammer 2.0

I forstaden Hasle i Århus V maler 871 boliger himlen grå. Området hedder Bispehaven. Menneskerne farver de grå rammer i lokalområdet. Dette er en reportage om 3 af dem.

Af Magnus Mio Slott Nielsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Issa Ismail

Grå vinduesrammer indhyller de mange spejlblanke glasfacader og tegner et firkantet mønster der udmunder i en boligblok. I vinduerne afspejles personligheder i gardinvalg, og det yderste interiør. I et enkelt vindue hænger et svampebob håndklæde og bevæger sig stille i efterårsvinden. Den ene blok afløser den anden, adskilt af et grønt pusterum der snor sig imellem de grå bygninger. I bunden af en af blokkene står en ung mand i grå hættetrøje og ryger en smøg under de hvide buer der giver bygningen fodfæste. Joggingbukser og klipklapper fortæller, at han ikke er på besøg i området. Et varmt smil maler sig over hans ansigt.

Issa Ismail har boet i Bispehaven siden han var 12 år gammel. Hans familie bor her stadig. Han bor i blokken ved siden af. Broren bor på Centervej, lidt længere nede i området.

Til dagligt læser han psykologi og terapi, på et selvbetalt kursus der i alt tager fire år. Han arbejder ind imellem semestrene, sådan at livet kan løbe rundt.

Mens han taler om det, tager han et sug på sin smøg, og siger

”Det er det man brænder for, så det er det man går efter. Jeg har en baggrund som pædagogassistent. Og jeg vil hellere arbejde med mennesker, meget tæt på, i stedet for at der er nogle der kommer og styrer. Så jeg valgte, at tage denne her vej. Jeg vil gerne arbejde med terapiformer. Hjælpe det enkelte menneske.”

 

For Issa er lokalmiljøet afgørende for, at han har valgt at blive boende i Bispehaven. Da han bliver spurgt om han ønsker at blive boende svarer han, at det gør han. Han holder en kort pause, og siger så

”Folk er meget tætte her, vi kender hinanden og man ved hvad man går ind til. Selvfølgelig er der også noget kriminalitet, men så længe man ikke fokuserer på det og fokuserer på de gode ting.”

Kriminalitet er ikke noget nyt fænomen i Bispehaven, eller for ryet som området har, men Issa fortæller at det er blevet væsentlig bedre nu end det tidligere har været. Tre af husblokkende er på nuværende tidspunkt i gang med at blive revet ned. Issa ser det som en kærkommen forandring, da han håber området bliver åbnet mere op, sådan at der ikke er så mange lukkede rum hvor kriminalitet kan blomstre.

Issa har ligeledes mærket hvordan områdets kriminalitet har farvet hans nærmiljø.

”De drenge som jeg voksede op med, de er gået over til det kriminelle. Når jeg møder dem, så siger de hej og sådan nogle ting, men de ved også godt, at jeg ikke er associeret og ikke er den del af det her. Det er deres miljø. Så de viser en respekt over for det.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Thi Ngoc Lan Pham

Der er gråt udenfor. En mørk sky har lige trukket over himlen, og denne tirsdag eftermiddag bevæger sig i et stille tempo. Et lille stykke uden for Bispehavens boligblokke ligger en lille række butikker. Nogle ser lukkede ud for dagen. Andre har plader for dørene, og ligner ikke at de åbner foreløbigt.

Lige over for en lille Fakta, ligger en pølsevogn. Den er ikke stor, og har kun to stole til at sidde på indendørs. En i hver ende af det smalle gulv, man som gæst træder ind på. Der er dog ikke stille i vognen, på en tirsdag. De smalle døre åbnes og lukkes jævnligt. Ofte af stamkunder. Enkelte gange af forbipasserende.

En høj mand med rodet lyst hår og arbejdstøj kommer, for at hente sin bestilling. 6 burgere og pommes frittes bliver nøjsomt pakket i en hvid plasticpose. ”Jeg har skrevet på alle burgerne, så i kan se præcis hvem der skal have hvad” siger den lille kvinde bag disken. Hun er iført en lyserød hue, der i dagens anledning agerer hårnet, en stribet lilla trøje og et sort grill-forklæde. Hun sender manden af sted med et varmt smil og et ”god arbejdslyst” med på vejen. Sådan er mange kunder blevet sendt af sted i dag. Mange er på fornavn i biksen. Mange forlader den med et smil, der er tiltrængt på en grå tirsdag.

Den lille kvinde bag disken bevæger sig som et pendul i den lille pølsevogn. Hun står sjælendt stille, og i flydende bevægelser bliver middagsmåltidet til områdets arbejdere lavet og sendt af sted.

Thi Ngoc Lan Pham er navnet på den muntre kvinde. Thi fortæller, at hendes søster havdebiksen før hende. Da søsteren kom ud for et trafikuheld, tog Thi over og har i de sidste 4 år haft Texas Grillen. Søsteren, og hendes 6 andre søskende bor alle sammen i nærområdet. Hendes ældste bror var den første der tog turen til fra Vietnam til Danmark.

”Han sejlede efter det gode liv i 83” siger Thi, mens hun drysser ristede løg på en grillet pølse.

Hun sætter pris på området, og tilføjer at hun vil blive så længe lokalsamfundet vil have hende. At dømme ud fra menneskene der ligger vej forbi, så virker det ikke til at være en bekymring.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ali El-Nis

To store boligblokke rejser sig parallelt i midten af Bispehaven. Et stort område med fliser binder dem sammen, kun adskilt af en lille legeplads. Fra nederste etage kommer en ældre mand med mørkt hår gående ud. Han er iført klipklapper og går bestemt fra den ene side til den anden. Hans blik er let flakkende, og han ser ikke så godt.

Ali El-Nis er oprindeligt fra Libanon, og har boet i Bispehaven i 2 år. Han kom til Danmark på grund af problemer i sit hjemland, og har boet her i 21 år.

Han ville gerne flytte fra Bispehaven, da han er træt af kriminalitet og vold. Han beskriver at salget af stoffer er et problem.

Han har tidligere boet i Brabrand, men oplevede det samme scenarie dér. Han fortæller, at han ønsker en bedre boligsituation, men at det er svært som pensionist.

Da han er færdig med at snakke, vandrer han tværs over pladsen til blokken ved siden af med sit vasketøj.

 

 

 

5489 anslag.

Musikken har åbnet Signes nysgerrighed og sind

Mange mennesker hører musik, men hvor mange lytter egentlig?

Signe er en af dem der lytter, og det har givet hende mere livsmæssigt, end man skulle tro.

Af Magnus Mio Slott Nielsen

Der var masser af stemning, da Signe i 2017 var på Haven Festival på Refshaleøen.

 

Det er meget forskelligt, hvor meget betydning vi tillægger musikken, som tager del af vores hverdag.

Nogle er dybt passionerede omkring musik og definerer deres personlighed efter hvilke musikgrupper de hører, og hvilken type musik de går op i. Andre hører primært musik gennem bilradioen, og tillægger det ikke den store betydning, om det er Medina eller Kesi der spiller.

 

Noget kunne tyde på, hvis man spørger Signe i hvert fald, at musikken kan bruges til mere end bare underholdning. Det kan faktisk udvide ens tankesæt i forhold til livet.

 

Starten på et musikalsk eventyr

 

Signe startede sin musikalske rejse i en tidlig alder som mange andre, men netop hendes tog fart i kraft af en rollemodels indflydelse.

 

Signes mors mand, Henrik, satte et Nick Cave nummer på, og på trods af Signes umiddelbare modstand overfor nummeret, dykkede hun på kælderværelset ned i Nick Caves univers. Fra dette univers, flød Signe igennem et voksende spind af genrer og kunstnere. En rejse var begyndt.

For nogle, tager denne rejse et par stop på vejen og lander hurtigt på fast grund. For Signe, er den stadig i gang. Med nysgerrigheden som grundsten, stopper rejsen aldrig.

 

Den gik, i Signes tilfælde, forbi stop som TV2’s ’De første kærester på månen’. Et stop der ofte førte til en falsk tone eller to i badet. Derfra fortsatte den til ’Reptile Youth’, som gav pinlige koncertoplevelser der aldrig bliver glemt. Spoler vi frem til i dag, lever rejsen og nysgerrigheden i den grad i bedste velgående.

 

Hvad betyder det for mennesket Signe?

Musikken giver ro for Signe, der her lytter til kunstneren Rhye med nummeret Softly.

 

For Signe betyder det netop det, at nysgerrigheden lever.

Et frø blev sået i Signe, da Henrik viste hende Nick Cave for første gang. Dette var et musikalsk frø, ja, men det var også et livsmæssigt frø. Et frø af nysgerrighed og åbensind, som skulle vokse sig større igennem Signes liv.

 

Hun havde set, at når man kastede sig ind i noget, man oprindeligt ikke kunne lide, åbnede den ting sig i længden op for én. Sådan gik det også med mennesker. Når man først gav dem en chance, uanset hvem de så skulle være, så var der faktisk noget at lære. Noget at holde af.

 

Nogle mennesker var, som Nick Cave, sørgmodige og evigt melankolske, men gik man til dem med høj pande og åbent sind, så var der et potentiale at finde. Ligeledes var nogle mennesker aggressive og anmassende, som Slipknot, men når først man kiggede bag facaden, var der mere at hente.

For Signe var musikinteressen et springbræt til en nysgerrighed på livet.

 

”Min musikinteresse er en stor del af mig. Der er ikke meget musik, som jeg ikke kan lide. Det har jeg egentlig brugt i flere aspekter af mit liv. Jeg prøver, at have et rimeligt åbent sind og en rimelig åben tilgang til mennesker og nye ting.”

 

Livet bliver åbent, når man går åbent til det

 

Igennem sit liv brugte Signe denne indsigt til at udforske verden. Dette førte til mange bekendtskaber og oplevelser, som ellers ville være gået forbi bevidstheden.

 

”Jeg vil nødigt gå glip af ny musik og god musik. På samme måde synes jeg også, at mange mennesker er spændende. Jeg sætter mig gerne ind i mennesker og høre hvordan de har det, og hvem de er.”

 

Livet åbner sig, når man tager etiketten af.

I sidste ende, førte livsfilosofien Signe til en fremtid som journalist. Hendes interesse for mennesker og deres historier, fik hende til at opsøge journaliststudiet, hvor hun nu har sin daglige gang.

Hvad fremtiden bringer kan man kun gisne om, men den er åben for nye oplevelser. Ligesom Signe.